Vi er pt. ca. 150 medlemmer, der er samlet i en landsdækkende klub. Vore medlemmers biler dækker hele spektret lige fra den velholdte, gennemrestaurerede vogn til den, der stadig må stå for den daglige transport.

Fælles for os alle er, at vi ønsker at bevare vores vogne så længe og så godt som muligt. En del har valgt at melde sig ind i klubben før de købte deres første D-model, og har herigennem fået kontakt med medlemmer, der har stillet deres ekspertise til rådighed ved køb af brugte vogne og genopbygningsprojekter.

Klubben udgiver hver anden måned i samarbejde med Traction Avant Danmark og Citroenisterne i Danmark bladet Attraction, der indeholder alt lige fra tekniske artikler om ombygninger, restaureringer og almindelig vedligeholdelse og justering af vognen til rejseberetninger og historiske artikler, samt køb/salg-annoncer fra medlem til medlem.

Hvad vil vi?

Vi vil, hvad der er brug for!

På den stiftende generalforsamling blev der opstillet en målsætning udfra den filosofi, at medlemmernes problemer og behov skal udgøre linien i bestyrelsens målrettede arbejde. Dette har indtil videre bevirket, at klubben nu er gået aktivt ind i at hjælpe med reservedelsforsyningen ved at stå for nyproduktion af udgåede pladedele til vognene. Disse dele sælges til såvel medlemmer som ikke-medlemmer. Dog gives der rabat til klubbens medlemmer. Ligeledes sælges en del af reservedelene til vore kontakter i udlandet.

Målsætning

Klubben skal:

Hjælpe medlemmerne med indbyrdes kontakt, hjælpe med reservedele, restaureringsråd, vejledning ved køb/salg, almen hygge m.m.

Udarbejde en registrering - dels for at kunne udarbejde en medlems- og vognliste, dels for at kunne kortlægge, hvor mange D-modeller, der er tilbage i landet, og hvordan disse fordeler sig på årgang, stand, modeltyper o.s.v.

Afholde arrangementer såsom værkstedsmøder, film/lysbilledaftener, motorlæreundervisning, udflugter, træf m.v.

Samarbejde med udenlandske klubber. (Vi har p.t. kontakt med Norge, Sverige, England, Tyskland, Holland, Belgien, Frankrig, USA, Schweiz, Frankrig, Portugal og Australien.

Koordinere tips og idéer, f.eks. om restaurering, opbygning, reservedele. En "erfaringsbank", hvor alt kan udveksles eller en komplet liste over alle reservedele.

Opbygge et klubbibliotek med tidsskrifter og bøger.

Stå for udsendelsen af skrevet materiale omhandlende alt af interesse for klubbens medlemmer.

Sådan bliver DU medlem

Er du den lykkelige ejer af, eller interesseret i en Citroën ID eller DS model bør du vide, at vi - måske lidt skamløst - kalder den 4. april 1983 for den anden D-dag.

Hvorfor ?

Jo, for denne dag mødtes to D-model ejere, og inden de atter skiltes, var planen for en klubvirksomhed fostret.

Resten af sommeren blev brugt til at få kontakt med andre ejere af disse legendariske franske flydere - hvorefter der afholdtes stiftende generalforsamling den 26. november 1983.

Er du stadig i tvivel om, hvorvidt klubben er noget for dig, så ring, skriv eller e-mail til een af repræsentanterne for klubben.